HÅNDEN FULD A Fistfull Of Dollars
Hedder en gammel spaghettiwestern. En dansk smykkependant hertil må være Hånden Fuld Af Ringe.
Det er smykkedesigner Lene Hald, der er ophavskvinde til denne smukke og rigt varierede håndfuld ringe, der fulgte med da hun stak hånden i sit værksteds skattekiste. Billedet måtte naturligvis på Instagram, hvor vi her på bladet faldt over det.
På lillefingeren er det Elsker ikke, elsker i 18 karat guld og vintage sten.
Desuden er der blevet plads til Snerle, en ring i oxyderet sølv med cirkel i 18 karat.
På ringfingeren har hun fire styk Ædelkulørringe i 18 karat med carneol, chrysopras og koral og sammen med dem en Boblering. Længere ude på fingeren nok en Elsker ikke, elsker, denne med lemonkvarts. På yderste fingerled ses en Hjertering i 18 karat guld og brillianter.
Den kan også bruges som vedhæng, hvor den kan hænger og dingle tættere på hjertet.
På langemanden sidder Multismykke, som både kan være en ring og et armbånd. Det er af 18 karat guld.
Derefter er der I tykt&tyndt, en ring, der er både kraftig og tynd. Derefter er der tre Ædelkulørringe i 18 karat og turmaliner.
Yderst sidder Hottentotring i 18 karat og resin.
Og endelig er der pegefingeren, der prydes af Dagmar i 18 karat og carneol, dernæst Node i 18 karat og yderst fire Samleringe i 18 karat og resin.
Tommeltot slap for denne gang og er i stedet løbet hjem for at sladre.
Lene Hald har sammen med kollegaen Karen Fly butikken No99 i Gothersgade i København.
Lene Hald laver også meget andet end at pryde hele klør fem, men det er en helt anden historie …
Lene Hald
Ædelkulørringe fra 2.100,- til 3.200,-
Bobleringe fra 500,- til 3.000,-
Multismykke ring/armbånd fra 1.100,- til 10.200,-
Hjerteringe/vedhæng fra 1.600,- til 13.800,-
Hottentotringe fra 1.300,- til 8.900,-
Noder fra 1.800,- til 7.900,-